Skip til primært indhold

Sådan arbejder vi i Bihuset Aflastning

I Bihuset Aflastning tager vi udgangspunkt i børnenes og de unges ønsker og ressourcer. Vi fokuserer på det, som barnet eller den unge kan, frem for hvad de ikke kan, og vi tager personlige hensyn og kompenserer for specielle behov.

Når et barn eller en ung kommer på Bihuset Aflastning, giver vi dem den pædagogiske støtte, de har brug for, og hjælper dem med at falde til i Bihuset. Vi overvejer nøje, hvilke pædagogiske elementer der passer til den enkelte. På baggrund af det, vi ved om barnet eller den unge, og det, vi observerer, sammensætter vi en indsats, der gør, at barnet eller den unge kan føle sig tryg hos os.

Vi ønsker at støtte op om det enkelte barn eller den unge i samarbejde med forældre, pårørende og deres dagtilbud. Det gør vi med udgangspunkt i menneskelig forståelse, omtanke, indføling og faglig indsigt. Vi lægger vægt på, at den enkelte har værdighed og selvbestemmelse.

Vi arbejder meget struktureret, men det er vigtigt for os, at strukturen er til for det enkelte barn og ikke for strukturens skyld. Derfor finder vi individuelle løsninger til de udfordringer, der kan opstå med mange forskellige børn og unge i huset.

Vi tager afsæt i det enkelte barns eller unges ressourcer, drømme og håb, og vi styrker deres selvbestemmelse og selvhjulpenhed. Det gør vi for at understøtte deres individuelle oplevelse af livskvalitet og et meningsfuldt liv.

Vi har en rehabiliterende og anerkendende tilgang, og vi arbejder ud fra pædagogiske metoder som TEACCH og KRAP. Kort sagt indebærer TEACCH, at vi arbejder målrettet, systematisk og struktureret med at opbygge et miljø, som er forudsigeligt og overskueligt. KRAP står for kognitiv ressourcefokuseret anerkendende pædagogik, og metoden tager udgangspunkt i det positive, i hvad der virker, og giver konkrete værktøjer og metoder. 

Du kan læse mere de om faglige metoder og tilgange, vi tager udgangspunkt i i Autismecenter Syddanmark.

Kontakt Bihuset Aflastning

Bihuset Aflastning

Bjerregårdsvej 12, 5000 Odense


99 44 31 35
Anja Munk

Anja Munk

Afdelingsleder

Bihuset, Aflastning


30 43 31 74
APPFWU02V