Job i Teglgårdsparken
I Teglgårdsparken er trivsel og rummelighed nøgleord. Vi er et mangfoldigt team bestående af pædagoger, social- og sundhedsassistenter samt ergoterapeuter, som arbejder sammen i en atmosfære af tillid, anerkendelse og respekt.
Vi fejrer succeserne – store som små – og sørger for at skabe begejstring i hverdagen. Vores kultur bygger på, at vi behandler hinanden ordentligt og understøtter hinanden i både gode og udfordrende tider.
I Teglgårdsparken tilbyder vi et højt fagligt niveau med erfarne kolleger, og vi er stolte af vores lave personaleudskiftning. Dette skaber ro for både medarbejdere og borgere og giver mulighed for at opretholde den kvalitet og stabilitet, som er så vigtig i vores arbejde.
Vores arbejde gør en forskel
Som medarbejder i Teglgårdsparken bidrager du til, at vores borgere får de bedste muligheder for at komme godt ind i voksenlivet. Vi hjælper dem med at udvikle kompetencer, lære af deres fejl og forstå, at fejl er en del af livet – vi støtter dem i at rejse sig igen.
Hvis du søger et sted, hvor du kan udvikle dig både fagligt og personligt, og hvor tillid, fleksibilitet og kollegial støtte er i højsædet, vil Teglgårdsparken være det rette sted for dig.
Balance mellem arbejds- og privatliv
Vi arbejder i et fast 8-ugers rul, hvor vi som udgangspunkt har vagter hver anden weekend. Arbejdstiden tilpasses medarbejdernes livsfaser og ønsker, så vidt det er muligt inden for de rammer, der er, når man arbejder på et botilbud.
Den fleksibilitet, vi tilbyder, går begge veje, hvilket skaber en god balance mellem arbejds- og privatliv.
Grundig introduktion
Det er vigtigt for os, at du som ny medarbejder falder godt til – både i afdelingen, blandt dine kolleger og de borgere, du skal arbejde med. Derfor prioriterer vi din introduktion højt.
Som ny medarbejder i Teglgårdsparken får du et introduktionsprogram, som giver dig et indgående kendskab til os, til Autismecenter Syddanmark og til Region Syddanmarks socialområde. Du bliver blandt andet introduceret til:
- Hverdagen på afdelingen - herunder kerneopgaven, faglige tilgange, introduktion til borgerne og vores kerneværdier
- Arbejdsmiljøområdet med henblik på at sikre din trivsel og sikkerhed
- Det sundhedsfaglige arbejde så vi sikrer en høj sikkerhed for borgerne
Introduktionsprogrammet strækker sig typisk over de første tre måneder af din ansættelse. Der er sat god tid af, og der vil løbende blive fulgt op på din introduktion.
Grunduddannelse - vores fælles faglige fundament
Som ny medarbejder i Teglgårdsparken kommer du sammen med andre nye kolleger fra resten af Autismecenter Syddanmark på vores grunduddannelse. Det sker hurtigst muligt efter din ansættelse.
Alle medarbejdere med borgerkontakt i Autismecenter Syddanmark skal igennem en grunduddannelse, der sikrer, at vi har det samme faglige fundament i arbejdet med vores borgere.
Grunduddannelsen er målrettet vores særlige målgruppe og giver dig blandt andet en bedre forståelse for de mennesker, vi arbejder med, og hvad det vil sige at have en autismespektrumforstyrrelse.
Kontakt Teglgårdsparken

Betina Styrbæk Frost
Afdelingsleder
Teglgårdsparken, Autismecenter Syddanmark
51 33 84 78 betina.frost@rsyd.dk