Hverdagen i Centrumværkstedet
Dagligdagen i Centrumværkstedet er tilrettelagt i en genkendelig struktur, hvor dagsforløb og mødetider er tilpasset den enkelte borger.
I Centrumværkstedet starter dagen kl. 9.00, når borgerne kommer. Vi markerer, hvor i værkstedet den enkelte borger skal være, og hvem de skal være sammen med. Det gør vi visuelt ved hjælp af tavler - på den måde gør vi strukturen tydelig og tryg.
Dagen er bygget op med et formiddagsmodul og et eftermiddagsmodul, der adskilles af en frokostpause. I frokostpausen spiser vi madpakker, og engang imellem tænder vi op i grillen eller laver bål, hvis vejret er godt.
Der er mange forskellige muligheder i værkstedet. Det kan fx være musik, sanseaktiviteter, sy, perler, knytning, male eller man kan være på madholdet.
Ud over aktiviteterne i værkstedet tager vi jævnligt på ture ud af huset. Det kan fx være en tur til Ringe sø, gåture eller en cykeltur i lokalområdet.
Værksted med fokus på processen
På Centrumværkstedet kan borgerne blandt andet fremstille ting i træ, og de kan sy, væve, male og lave smykker. Processen er vigtigere end produktet, men i hverdagen tager vi udgangspunkt i de ting, som vi producerer.
Vi har også kultur- og motionshold, natur-, musik- og computerværksted og køkkenopgaver.
De produkter, vi fremstiller i Centrumværkstedet, sælger vi i vores butik i Det Gule Hus på Algade 76 i Ringe. Borgerne er med i butikken, når butikken har åbent to gange om ugen - mandag kl. 12.00-15.00 og torsdag kl. 9.30-15.00.
Butikken er en vigtig del af fællesskabet og er med til at give borgerne mulighed for at deltage i meningsfulde aktiviteter.
Hvert år i september afholder vi en markedsdag, hvor vi inviterer pårørende til at komme og se de ting, som borgerne har fremstillet.
Kontakt Centrumværkstedet

Lisa Vinther Hansen
Afdelingsleder
Holmehøj Hus B og Centrumværkstedet
23 49 66 72 Lisa.Vinther.Hansen@rsyd.dk