Sådan arbejder vi i Teglgårdsparken
I Teglgårdsparken arbejder vi målrettet og systematisk med at støtte den enkelte borger i deres personlige udvikling. Vores indsats tager udgangspunkt i borgerens ønsker og ressourcer. Borgerne har selvbestemmelse i forhold til deres eget liv i størst muligt omfang. Den enkelte borger samarbejder med personalet og pårørende om sin egen udvikling.
Vi sætter mål og delmål for den enkelte borgers udvikling i samarbejde med borgeren og sagsbehandleren.
Vi motiverer borgerne til at træffe gode valg og støtter dem i dagligdagsopgaverne fx ved at hjælpe med praktiske opgaver som tøjvask, madlavning og let rengøring. Vi arbejder også med at opsøge støtte og bede om hjælp, når der er brug for det.
Vores kerneopgave
Vores samarbejde med borgerne tager udgangspunkt i den enkelte borger og kerneopgaven for Autismecenter Syddanmark:
”Med afsæt i den enkelte borgers ressourcer, drømme og håb styrker vi selvbestemmelsen og fremmer selvhjulpenheden for at understøtte borgerens egen oplevelse af livskvalitet og et meningsfuldt liv.
For den enkelte borger betyder det, at vi altid
- tager afsæt i ressourcer og udviklingsmuligheder
- fokuserer på drømme og håb
- hjælper med at træffe valg på egne præmisser
- spotter det udviklingspotentiale, som giver mening og er motiverende”
Kerneopgaven danner retning for vores faglige indsats og samarbejdet med borgerne hver eneste dag.
Du kan læse mere om Autismecenter Syddanmarks kerneopgave og strategi på siden her.
Kerneværdier i Teglgårdsparken
I Teglgårdsparken arbejder vi med socialområdets seks kerneværdier. Kerneværdierne er med i alt, hvad vi gør med borgerne.
Socialområdet i Region Syddanmarks seks kerneværdier er blandt andet med til at styrke vores samarbejde med borgerne og sætte retning for vores arbejde. Med kerneværdierne har vi fokus på at skabe mest mulig livskvalitet for borgerne.
Vi prioriterer selv, hvilke kerneværdier vi har mest fokus på, og hvordan vi arbejder med dem. I Teglgårdsparken arbejder med alle 6 kerneværdier i større eller mindre grad, men vi prioriterer værdierne ”At bestemme selv” og ”At have et indholdsrigt liv”. Vi har fokus på netop disse to kerneværdier, da de er særligt meningsfulde for borgerne, der bor i Teglgårdsparken.
Du kan læse mere om socialområdets kerneværdier og baggrunden for dem her.
Faglige metoder
Vores udgangspunkt i arbejdet med borgerne er en rehabiliterende og anerkendende tilgang, og vi arbejder ud fra metoder som TEACCH og KRAP for at sikre en struktureret og ressourcefokuseret støtte.
TEACCH indebærer, at vi arbejder målrettet, systematisk og struktureret med at opbygge et miljø, som er forudsigeligt, overskueligt og genkendeligt. KRAP, som står for Kognitiv, Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis, tager udgangspunkt i det positive, i hvad der virker, og giver konkrete værktøjer og metoder.
Du kan læse mere om vores pædagogiske metoder TEACCH og KRAP på siden om metoder og tilgange (link)
Kontakt Teglgårdsparken

Betina Styrbæk Frost
Afdelingsleder
Teglgårdsparken, Autismecenter Syddanmark
51 33 84 78 betina.frost@rsyd.dk